‘Badeanstalten Spanien’ hedder den – til stor undren for børn og meget fornuftige voksne…
Bygningen er oprindeligt fra 1933 og har i årene 2010-2012 gennemgået en omfattende renovering til glæde for byens vandhunde. Badeanstalten har både svømmehal, boblebad & kurbad. Navnet, for nu at vende tilbage til det, stammer fra gaden Spanien, hvor badeanstalten ligger. Gaden er navngivet i 1828 efter de spanske soldater og deres lejrbarak, som havde til huse i denne havnegade under Napoleonskrigene i 1808.
Mit foto indeholder ikke meget vand. Lidt besynderligt, måske, når det nu er taget i ‘Spanien’. Men det var stemningen, linjerne, det grafisk smukke og farverne, der fangede min opmærksomhed allermest den regnfulde og blæsende sommerdag, hvor familien var i svømmehallen. Så intet vand, boblebad eller kurfaciliteter foreviget – men derimod denne smukke trappeopgang, som man befinder sig i og kan nyde, både når man kommer og går. Fotoet sætter gang i tankerne og appellerer til fantasien, synes jeg. For hvis det nu ikke var en trappeopgang i en badeanstalt, hvad kunne det så være? Alt muligt… Prøv selv!