Jeg har en særlig forkærlighed for himmelen. Foranderligheden i dens udtryk, nuance og fremtoning fascinerer mig gang på gang. For en blå himmel med lidt skyer er ikke bare en blå himmel med lidt skyer. Lyset forandrer sig hele tiden, og det samme gør skyerne. Denne konstante bevægelse er fantastisk og dokumenteres jo helt automatisk, når man fotograferer. For hvert foto har sit eget lys og sine helt egne skyer. Som dette fra ‘Den Permanente’, hvor de skarpe linjer og roen på land udfordres af bevægelsen på himmelen. Men det er netop det samspil, der skaber fotoets udtryk.
Når jeg tænker på Den Permanente, tænker jeg faktisk på et væld af mennesker i badetøj på en hed sommerdag. Et stk. proppet havbad med alt for lidt plads. Og ønsket om at tage sig godt ud over for de rigtige. Som min ven, Anders Michelsen, engang så præcist har formuleret det: “Som at være på Den Sidste i underbukser”. Den Permanente har utvivlsomt mange historier. Og folk har mange forskellige opfattelser af og oplevelser fra stedet, der er opført tilbage i 1933. Hvad enten det er som vinterbader, livredder eller strandløve. Jeg har som nævnt erindringen fra mine unge dage om en overfyldt, lettere “indelukket” strand. Man mener i øvrigt, at navnet, Den Permanente, stammer fra 1965, hvor stedet blev genopbygget med støbte moler efter en ødelæggende storm.
At opleve stedet en formiddag i juni med ganske få mennesker og en udtalt ro mundede ud i netop dette foto, der udstråler en lidt mere voksen ‘Den Permanente’. Jeg synes godt om den tanke.