Normalt er jeg ikke frisk om morgenen. Ej heller åben for skønhed eller noget som helst andet. Jeg skal have noget kaffe først, vågne op lidt efter lidt. Det klogeste er at give mig tid og plads.
Denne septembermorgen var imidlertid anderledes. For som jeg kom cyklende langs vandet – på en af landets smukkeste cykelstier – fra Risskov mod Aarhus C, slog denne maleriske virkelighed min morgensurhed totalt ud ad kurs. Jeg måtte stoppe. Nyde. Og forevige denne skønne septembermagi med mit mobilkamera… Som en lille ekstragevinst fra naturens side – fordi jeg tog mig tid til at stoppe op og betragte, tænker jeg – kom en stor fugleflok flyvende forbi, idet jeg tog fotoet. Hvis man overhovedet kan sige den slags til fugle (?), så: “God stil dér, birdies!”
Kender du ikke turen langs vandet, med havet på den ene side og vidunderlige Riis Skov på den anden, så giv dig selv den oplevelse en dag. Midt på ruten ligger Den Permanente, som er en havbadeanstalt og strand – i særlige afsnit med mulighed for solbadning, nøgenbadning og vinterbadning.